Bedre byliv i et grønnere København

Enhedslisten har sikret mere end 75 mio. kr. til bedre byliv med mere grønt i en netop indgået aftale på Københavns Rådhus

Politisk flertal på Københavns Rådhus bestående af Enhedslisten, Socialdemokraterne, SF, Radikale og Dansk Folkeparti har netop indgået en aftale om sidste års ubrugte midler. Enhedslisten har sikret mere end 75 mio. kr. til mere grønt og bedre byliv i forbindelse med områdeløft på Vesterbro og Ydre Østerbro og penge til Musiktorvet på Amager.

”København virker lige nu som en magnet og tiltrækker nye indbyggere fra det øvrige Danmark og udlandet. En stor del af trækkraften er vores gode byliv og grønne områder. Skal København fortsat være attraktiv, skal vi sørge for, at vores grønne områder matcher den stigende befolkning og de øgede forventninger,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

I den eksisterende by har Enhedslisten med den indgåede aftale sat markante grønne fingeraftryk på Vesterbro og Ydre Østerbro, der i dag hører til de københavnske bydele med færrest grønne kvadratmeter per indbygger. Her får beboerne nu udsigt til mere grønt og et bedre byliv i Enghaveparken og på Bryggervangen med penge til grønne byrum i forbindelse med skybrudssikring. Begge steder sker det i forbindelse med eksisterende områdeløft.

”København har stadig mange bydele, der har brug for et løft. Med aftalen viser vi, hvordan vi i forbindelse med de kommende års arbejde med at sikre byen imod skybrud samtidig kan skabe en grønnere by og et bedre byliv,” siger Morten Kabell.

Også kulturen er blevet tilgodeset under de overståede forhandlinger. Efter ønske fra Enhedslisten gik den største pose penge til Musiktorvet på Amager, som fungerer som kulturcentrum, hvor både Børnekulturhus Ama’r, Amager Bio, BETA, børne- og ungdomsteatret ZeBU hører hjemme. Over 28 millioner kroner er afsat til tredje etape af ombygningen, som skal skabe en ny, fælles indgang for og forbedrede publikumsfaciliteter. På den måde får Kulturtorvet bedre muligheder for at afholde større festivaler og skabe et mere mangfoldigt udbud af arrangementer og dermed også skabe bedre tilbud til københavnerne. Samtidig vil et fælles indgangsparti og fælles publikumsfaciliteter være med til at skabe større synlighed om projektet og understøtte arbejdet på tværs.

For yderligere oplysninger kontakt pressechef Morten Rixen på tlf. 5168 0619