Bredere cykelstier er vejen frem i hovedstaden

Mange københavnere vælger i forvejen cyklen hver dag til transport, men flere vil cykle endnu mere, hvis cykelstierne bliver bredere.

Pressemeddelelse d. 28. april 2015

Hvis politikerne i København skal lykkes med visionen om at få flere til at cykle mere, er løsningen bredere cykelstier. Sådan lyder svart i hvert fald, hvis man spørger københavnerne, viser tal fra Københavns Kommune. 50 procent af københavnske cyklister angiver, at bredere cykelstier kan få dem til at cykle mere, og det glæder teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):

- Det er jo en cadeau fra det cyklende folk at pege på vores løsning med op til fire meter brede cykelstier, når de bliver spurgt, hvad der kan få dem til at cykle mere, og det bekræfter os jo bare i, at det er et af de steder, vi skal sætte ind. Der er ingen tvivl om, at flere af de helt brede cykelstier er vejen frem, siger Morten Kabell.

Siden 2012 er tilfredsheden med cykelstiernes bredde da også steget fra 50 til 53 procent, og det tal skulle gerne skyde i vejret de kommende år, mener teknik- og miljøborgmesteren.

Udover bredere cykelstier ønsker 31 procent sig flere cykelstier, mens 15 procent efterspørger mere hensyn fra andre cyklister. Begge ønsker er på politikernes dagsorden. Flere cykelstier er planlagt i København, og i løbet af efteråret forventer kommunen at sætte gang i en adfærdskampagne på cykelstierne.