Cykelforbedringer for over 23 millioner på vej

Bredere cykelstier og bedre belysning skal gøre Supercykelstien Farumruten endnu mere attraktiv for cykelpendlere.

Pressemeddelelse 28. oktober 2015

De 21 kilometer cykelsti, som udgør Supercykelstien Farumruten, bliver nu mærkbart forbedret for de tusindvis af cyklister, som dagligt benytter asfalten på deres vej til og fra København. De dobbeltrettede cykelstier på begge sider af Hillerødmotorvejen skal nemlig udvides betragteligt inden for Københavns Kommune. De eksisterende stier er på ca. 2,3- 2,5 meters bredde og efterlader ikke meget plads i myldretiden. Derfor omdannes de nu til nye dobbeltrettede cykelstier med en bredde på 3,5-4,0 meter. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er godt tilfreds med udvidelsen:

- Rigtig mange pendlere tager cyklen til og fra København for at slippe for at sidde i kø hver evig eneste dag, og derfor skal vi selvfølgelig også sørge for, at forholdene er i orden for dem. Med udvidelsen får vi skabt plads til nye cykelpendlere og bedre plads til de nuværende, og det er bestemt den rette vej at gå, slår Morten Kabell fast.

Mens Supercykelstierne udvides på de 1,8 kilometer, vil beplantning langs stien og blive ryddet, så oversigtsforholdene bliver markant bedre.

Udover bedre pladsforhold får Farumruten nu også bedre lysforhold på ruten i samarbejde med Gladsaxe kommune. En tidligere evaluering af ruten har vist, at burgerne især kritiserer belysningen i tunneller, hvilket også går ud over trygheden, hvilket kan betyde, at nogle vælger cyklen fra i de mørke timer. Derfor skal der etableres belysning langs cykelstierne. Samtidig skal innovativ og intelligent belysning forbedre trygheden i de to tunneller under Høje Gladsaxe vej/Ruten. Nødvendige tiltag ifølge Morten Kabell:

- Når brugerne peger på, at belysningen kan holde dem fra at cykle, skal vi selvfølgelig gøre noget ved problemet. Det siger sig selv, at dårligt oplyste tunneller forringer trafiksikkerheden, hvor der er både gående og cyklende i begge retninger, så jeg er glad for, at vi nu får optimeret Supercykelstien på dette punkt også, siger Morten Kabell.

Det er dog ikke kun Farumrutens brugere, der kan se frem til forbedringer. En del af de 23 millioner skal gå til at få løst nogle af problemerne med manglende cykelparkering ved større busstop for at gøre kombinationen af cykling og bus mere attraktiv, eksempelvis ved +Way Nørre Campus. Andre fokuspunkter vil være Haraldsgade, Vibenhus Runddel og Rigshospitalet syd. Forventningen er, at der kan oprettes op til 200 cykelparkeringspladser i denne forbindelse. En del af motivationen for forbedringerne er, at kun en ud af tre københavnere er tilfreds med cykelparkeringen ved stationer, butikker og generelt i byen.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.