Familie- og ungdomsboliger på vej omkring Bella Center

Lokalplan giver grønt lys til opførslen af hundredvis af familie- og ungdomsboliger på Amager

25. november 2014

Med den endelige vedtagelse af en lokalplan for området omkring Bella Center er der nu givet grønt lys til opførslen af hundredvis af familie- og ungdomsboliger på Amager.

Det kan være svært at få tag over hovedet i København, hvis lønnen ikke ligger over gennemsnittet, og især nybyggerier er ofte lukket land for den helt almindelige børnefamilie eller studerende. Det bliver der dog lavet om på de kommende år, når nye boliger skyder op i området omkring Bella Center i Ørestaden. Her skal der nemlig opføres 126 familieboliger og 171 ungdomsboliger, som der med al sandsynlighed bliver rift om med en attraktiv beliggenhed tæt på metro og Københavns Universitet. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er godt tilfreds med opførslen af flere almene boliger:

”Der skal være plads til alle i København, og derfor skal der også være boliger til alle, og det får vi skabt her. Det lykkedes Enhedslisten af få afsat penge til almene boliger i budgettet for 2015, og det er de penge, vi nu ser resultatet af. Det er dejligt at se, at almene boliger sagtens kan gå hånd i hånd med privat byggeri”, siger Morten Kabell.

I forbindelse med byggeriet vil Bella Centers østlige hal blive revet ned til fordel for nybyggeriet.