København får bilfri dag

København springer med på den grønne bølge af europæiske storbyer med en bilfri dag

Pressemeddelelse 8. oktober 2015

Fremover får københavnerne mulighed for at skabe liv og glæde på byens gader og mærke, hvor ren luften kan blive i en by uden biler. Et flertal i Borgerrepræsentationen bestående af Enhedsliste, Det Radikale Venstre, SF og Socialdemokraterne har netop besluttet, at hovedstaden skal have en bilfri dag i forbindelse med Den Europæiske Mobilitetsuge, der afholdes hvert år i september.

”Hvert år dør hundredvis af københavnere for tidligt på grund af luftforureningen og støj, mens tusindvis bliver syge. Trafikken er en af hovedsynderne, og fremover får vi muligheden for at vise københavnerne, hvor meget vi kan forbedre deres sundhed, hvis vi får færre biler i byen. Det skal hjælpe med at skabe et pres på Christiansborg, der nægter at give os muligheden for at indføre roadpricing og skærpede ren luft zoner,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

I Paris gennemførte man i slutningen af september en bilfri dag, og her faldt luftforureningen med 40 pct. For Morten Kabell drejer den bilfri dag sig dog også om at vise københavnerne, hvor meget bedre plads man kan skabe til fodgængere, cyklister og byliv, hvis man tager plads fra bilerne.

”I Paris oplevede man pludselig opdagede, hvor fantastiske boulevarderne er, og hvor dejlige byrum Paris har, når de ikke fyldes af bilerne. Det samme kan vi i København. Jo mindre plads vi bruger på opmagasinering af biler, jo mere plads kan vi give tilbage til københavnerne. Selvfølgelig er der nødvendig trafik i form af erhvervstrafik, men en bilfri dag kan forhåbentlig vise folk, hvor let det er at komme rundt i byen på cykel, når bilen ikke er en mulighed. Lad os veksle parkeringspladser til brede fortove, opholdsrum og bedre forhold for cyklister og kollektiv trafik.”

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.