København falder markant på international rangliste

For første gang ender København i bunden af top ti på listen over verdens bedste byer at leve i. Nyt fokus på priser skubber København ned

Pressemeddelelse d. 11. juni 2015

Det blev ikke til alle gode gange tre i træk for København på livsstilsmagasinet Monocles liste over verdens bedste byer målt på livskvalitet. Førstepladsen måtte overlades til Tokyo, efter København som den første by nogensinde sidste år tog prisen for andet år i træk og for tredje gang i alt.

Nye parametre som leveomkostninger og priser på alt fra et treværelses hus til prisen på kaffe, vin og frokost er blevet tilføjet, og det er netop det, at byen er så dyr, der har skubbet København ned på en tiendeplads, lyder forklaringen fra Monocle ifølge Berlingske.

Selvom teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) gerne havde set hovedstaden beholde førstepladsen, så byder han de nye faktorer velkomne:

- Forhåbentlig kan Monocles fokus på priser være med til at sætte gang i en politisk diskussion, så vi på sigt kan sørge for, at det at opleve København ikke kun er for de velstående. Vi forsøger at skabe en by for alle med offentlige byrum i form af parker og havnebade, men hvis du ikke har råd til en overnatning eller et måltid, så kan det jo være svært at nyde godt af de gratis glæder, påpeger Morten Kabell, som er helt enig i, at København på mange områder er for dyr:

- Boligpriserne er jo igen på vej til at stikke af i København, og de nye kvarterer, som skyder op, kan let ende med at blive rigmandsghettoer. Derfor er det helt afgørende, at vi stiller krav om almene boliger blandt nybyggerierne, så vi får en mangfoldig by, hvor der er plads til alle. Jeg er sikker på, at den politik også vil vinde gehør hos et magasin som Monocle, lyder det fra Morten Kabell.

Monocle har tidligere vurderet byer ud fra kultur, tolerance, hurtig offentlig transport, grønne områder, globale forbindelser og intelligent arkitektur. Områder Morten Kabell dagligt kæmper for at videreudvikle i hovedstaden:

- Når vi for eksempel fornyer byen gennem skybrudssikring, sørger vi samtidig for at skabe grønne og blå byrum, som hver eneste dag kan være til glæde og fri afbenyttelse for københavnerne og vores gæster. At Monocle værdsætter vores indsatser er selvfølgelig en kadeau, men det vigtigste er, at vi får skabt den bedste by for københavnerne, siger Morten Kabell.

Ifølge Monocle bliver der nu lagt mere vægt på adgang til udendørsområder, og her ser Morten Kabell store muligheder for i fremtiden igen at kravle højt op på listen:

- Vi er rigtig godt med, når det kommer til at udvikle byen i den rigtige retning, men vi skal bruge pausen fra førstepladsen som motivation. En nedgravning af Åboulevard og dermed en fritlægning af Ladegårdsåen kunne være et fantastisk skridt i den rigtige retning i forhold til flere grønne områder og mere byliv, og vi har også stadig rigeligt med muligheder for at få skabt bedre forhold for både cyklister og fodgængere og forbedret vilkårene for folk i den kollektive transport, lyder det fra Morten Kabell.

Københavns placering gennem årene samt årets vindere på Monocles liste:

2014: 1 - København

2013: 1 - København
2012: 3 - Zürich

2011: 3 - Helsinki

2010: 2 - München

2009: 2 - Zürich

2008: 1 - København

2007: 2 - München