København skal også have en bilfri dag

For nylig blev Paris’ verdensberømte Avenue des Champ-Élyssés indtaget af folk til fods og på cykler. Det skal kopieres til København

Pressemeddelelse 1. oktober 2015

Enhedslisten og Radikale Venstre vil sammen gøre drømmen om bilfri dag til virkelighed.

I et forsøg på at begrænse luftforureningen i Paris var biler for en stund forbudt i den ellers så trafikerede franske hovedstad. I stedet kunne beboere og turister indtage byen til fods og på cykel uden at bekymre sig synderligt om forurenende partikler i luften. Et problem pariserne ellers dagligt må trækkes med og i en sådan grad, at Eiffeltårnet tidligere har været nærmest usynligt, fordi det har været indhyllet i bilos. Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) og Radikale Venstres medlem af Teknik- og Miljøudvalget Mette Annelie Rasmussen ser gerne initiativet indført i København:

- Hvert år dør flere hundrede mennesker i København som følge af støj og luftforurening, og tusinder bliver syge. Da vi under VM i halvmaraton lukkede af for biler, viste målinger, at forureningen faldt til en sjettedel af det normale niveau. Det siger jo alt om, hvor galt det står til og giver i den grad stof til eftertanke, siger Morten Kabell.

Også Radikale Venstre er tilhænger af tanken om en bilfri dag i København. Partiets medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Mette Annelie Rasmussen, siger:

- København anerkendes bredt som en af de byer, der ligger i front inden for både klimaarbejde, grøn trafikplanlægning og livability, og det er derfor en god prioritering, at København også her markerer sig sammen med andre storbyer i Europa.

- En bilfri dag handler dels om at give borgerne mulighed for at udnytte byens rum på alternative måder og dels om at sende et signal om klima og miljø skal højere op på dagsordenen, slår Mette Annelie Rasmussen fast.

Morten Kabell har tidligere efterlyst hjælp fra Christiansborg for at komme luftforurening i København til livs, men her har politikerne været ramt af handlingslammelse. Derfor håber Morten Kabell også, at en bilfri dag kan være med til at få øjnene op hos de passive politikere på Christiansborg for, at det er nødvendigt at gøre noget ved den massive biltrafik i København:

- I Berlin arbejder man med strenge miljøzoner i forhold til bilismen, og i Paris har bystyret forsøgt sig med at forbyde halvdelen af bilerne at køre på særlige dage. Alt sammen for at gøre noget for at komme den livsfarlige forurening til livs. Det er imponerende, at vores politikere nægter at tage ved lære af andre foregangslande, siger Morten Kabell.

Morten Kabell håber også, at en sådan event kan være med til at få københavnere bilejere til at genoverveje, om det er nødvendigt at have bil i byen:

- Jo mindre plads vi behøver at bruge på opmagasinering af biler, jo mere plads kan vi give tilbage til københavnerne. Selvfølgelig er der nødvendig trafik i form af erhvervstrafik, men en bilfri dag kan forhåbentlig vise folk, hvor let det er at komme rundt i byen på cykel, når bilen ikke er et valg. Lad os veksle parkeringspladser til brede fortove, opholdsrum og bedre forhold for bløde trafikanter og kollektiv trafik, lyder det fra borgmesteren.

Det er i øjeblikket byerne, der handler på klimaområdet, og nu er byernes rolle og vigtighed skrevet ind i FN’s bæredygtighedsmål, ligesom byerne for første gang får en rolle at spille på et klimatopmøde, når hele verden mødes i Paris til december.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.