Kom og leg med i Mimersparken

Lørdag den 24. januar fra kl. 10-14 bliver den bemandende legeplads i Mimersparken officielt indviet.

21. januar 2015

Legepladsen skal være et trygt mødested, der både kan tilbyde fysiske og kreative aktiviteter for børn, unge, familier og institutioner, og samtidig fungere som et socialt mødested i nabolaget.

Legepladsen i Mimersgade ligger i et udsat byområde, hvor børn og unge ofte har stor glæde af de mange aktiviteter og af kontakten til de voksne. Selvom legepladsen kun har været åben siden november 2014, så oplever personalet, at børnene allerede har taget både højtlæsning, køkkenhold, genbrugsprojekter og cykelværksted til sig. Og de bemandede legepladser i udsatte byområder har også en anden vigtig effekt, fortæller teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune Morten Kabell (EL):

- En ting er at børnene har et trygt sted at lege under opsyn, men de bemandede legepladser i udsatte byområder skaber samtidig rum for meget mere end det. Legepladsen bliver et socialt mødested for både børn og voksne på tværs af kulturelle og sociale skel. På den måde får vi skabt lokalt engagement og sammenhold i områder, hvor vilkårene for netop dette ikke nødvendigvis har været de bedste. Derfor er jeg i særlig grad glad for, at det lykkedes Enhedslisten af skaffe penge til legepladsen og for nu at kunne byde børn og voksne velkommen i Mimersparken, lyder det fra Morten Kabell.

Et fristed

Personalet har i fællesskab med børnene døbt legepladsen Mimersland, hvilket betyder, at legepladsen er et fristed for børn og unge, uanset hvilken kultur, religion og baggrund de har.

- Det er vigtigt, at børnene hurtigt lærer, at legepladsen er et sted, hvor man siger hej, passer på hinanden, rydder op og afleverer tingene tilbage. Reglerne er få, men den alt overskyggende regel er, at man skal opføre sig ordentligt siger legepladsmedarbejder Thomas Berg (Løven), der arbejder på legepladsen.

Mimersland ligger i en park med grønne arealer, og derfor er det oplagt, at den også kommer til at danne ramme om en masse idrætsaktiviteter. Øget samarbejde med institutionerne om leg og børneyoga og kommende graffiti- og teaterworkshops for de unge er på tegnebrættet. Næste projekt er et skolepartnerskab, hvor tre lokale skoler har deres idrætstimer på legepladsen.

Til indvielsen den 24. januar er alle velkomne til en festlig dag fuld af sjov med hoppeborg, flødebollemaskine, konkurrencer med præmier, bål og varm kakao.

Den bemandende legeplads holder åbent mandag-torsdag fra 9.30-17 og fredag fra 10-17.

Læs mere om legepladsen på dens facebookside.