Nordhavnsvej er Danmarks sikreste byggeri

Byggeriet af Nordhavnsvej kunne i sidste uge fejre 500 dage uden en arbejdsulykke. Det er uofficiel Danmarksrekord for et anlægsprojekt

Pressemeddelelse 24. august 2015

Københavns Kommunes til dato største og mest komplekse anlægsprojekt blev i sidste uge også udnævnt som uofficiel Danmarksmester i sikkerhed for medarbejderne, da projektet kunne fejre 500 dage uden arbejdsulykker på den store vej- og tunnelentreprise til 1,6 mia. kr.

-500 dage uden en eneste arbejdsulykke på en byggeplads med op mod 170 mand er virkelig en præstation. Det kræver en indsats fra alle. Både fra manden på gulvet og fra lederne. Det her bør blive standarden for fremtidens anlægsprojekter – store som små, slår teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) fast.

Også hos Dansk Byggeri er der ros til folkene bag det store anlægsprojekt.

-Da jeg fik invitationen til 500 dage uden ulykker, havde jeg aldrig hørt det overgå en anden byggeplads. Jeg tjekkede det, og der er ingen, der husker, at det er sket før. På Nordhavnsvej har man vist, hvordan byggebranchen kan knække kurven for ulykker. Opskriften er åbenbart enkel: god planlægning og godt samarbejde, siger Mette Møller Nielsen, der er arbejdsmiljøchef hos Dansk Byggeri.

Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell vil meget gerne lade andre bygherre få indsigt i opskriften på succesen.

- God sikkerhed på byggepladsen er i sidste ende entreprenørens ansvar, men Københavns Kommune tager arbejdsmiljøet alvorligt og stiller derfor krav om sikkerhed og arbejdsmiljø. Dette giver sig til udtryk i dagligt opsyn på pladsen og ugentlige runderinger samt sikkerhedsmøder sammen med entreprenøren hver 14. dag. Men det er ikke nok, at vi gør det. Her har den enkelte medarbejder og entreprenør forstået at sætte sikkerheden i fokus uden at gå på kompromis. Sådan et miljø kan jeg kun være stolt over at stå i spidsen for, lyder det fra Morten Kabell.

Nordhavnsvej består af en række større og mindre entrepriser med en samlet bevilling på knap 2,8 mia. kr.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.