Sikkerheden i top på Nordhavnsvej

Københavns Kommunes til dato største og mest komplekse anlægsprojekt klarer sig forbilledligt, når det kommer til arbejdssikkerhed.

Pressemeddelelse, 30. januar 2015

Mandag kunne entreprenøren fejre 300 dage uden arbejdsulykker på Nordhavnprojektet, og det er lidt af en milepæl, når man tager omfanget af projektet i betragtning. Det fejres fredag.

Det hører til sjældenhederne, at landets største anlægsprojekter kan slippe igennem projekter helt uden uheld. Derfor var mandag også en særlig dag på Nordhavnsprojektet, da vej- og tunnelentreprisen som den største af projektets seneste 3 entrepriser kunne fejre 300 arbejdsdage uden arbejdsulykker. Samlet set lå ulykkesfrekvensen på projektet i 2014 på ca. en fjerdedel af landsgennemsnittet opgjort af Dansk Arbejdsgiverforening for Bygge- og Anlægsvirksomheder.

Fredag skal milepælen fejres med både bøf- og flæskestegssandwich på byggepladsen, hvor blandt andre teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) vil lykønske det arbejdende folk med det flotte resultat:

- Det er næppe noget, man tænker over i hverdagen, men 300 dage uden en eneste arbejdsulykke på en byggeplads med op mod 170 mand på den store vej- tunnelentreprise til 1,6 mia. er virkelig en præstation i sig selv. Det kræver en indsats fra alle. Både fra manden på gulvet og fra lederne. Det her bør blive standarden for fremtidens anlægsarbejder, slår Morten Kabell fast. 

Indtil videre har de seneste 3 store entrepriser på Nordhavnprojektet nået syv x 100 dage og tre x 200 dage uden ulykker, men det er altså første gang, at en af entreprise når 300 dage. Fortsætter den gode trend, venter endnu et 200-dages-jubilæum til marts. Siden november 2011, hvor arbejdet begyndte, har der på de 3 entrepriser, med samlede anlægsmidler på knap 1,9 mia. kr., været 14 registrerede arbejdsulykker, alle af lettere grad som en forstuvet fod og en finger i klemme. Og den nye milepæl er Morten Kabell stolt af: 

- God sikkerhed på byggepladsen er i sidste ende entreprenørens ansvar, men Københavns Kommune tager arbejdsmiljøet alvorligt og stiller derfor krav om sikkerhed og arbejdsmiljø. Dette giver sig til udtryk i dagligt opsyn på pladsen og ugentlige runderinger samt sikkerhedsmøder sammen med entreprenøren hver 14. dage. Men det er ikke nok, at vi gør det. Her har den enkelte medarbejder og entreprenør forstået at sætte sikkerheden i fokus uden at gå på kompromis. Sådan et miljø kan jeg kun være stolt over at stå i spidsen for, lyder det fra Morten Kabell. 

På andre store anlæg som Storebæltsbroen og Øresundsbroen har det været kutyme at præmiere det enkelte sjak, som har klaret arbejdet uden uheld, men på Nordhavnsvejprojektet får alle lov at være med, fordi man fra ledelsens side ser sikkert arbejdsmiljø som et fælles ansvar.

For mere information kontakt pressekonsulent Andreas Hein på tlf. 51 36 44 94.