Tove Ditlevsens Byrum klar til indvielse

Vesterbros nye sammenhængende byrum står færdigt og bliver indviet tirsdag d. 15. december med bl.a. tale, byvandring og parkouropvisning

Pressemeddelelse 9. december 2015

Når Tove Ditlevsens Byrum på tirsdag skal indvies, bliver det til en lokal folkefest, som strækker fra sig fra Tove Ditlevsens Plads, ned langs Frederiksstadsgade, ind i Sct. Matthæus Kirkens have og op af Matthæusgade igen.  Byrummet er blevet forbedret betragteligt, i og med Tove Ditlevsens Skole har væltet hegnet for at lade skolegården udvide ud i Vesterbros byrum.

Mod Frederiksstadsgade er der blevet anlagt kuperede former med trampoliner, som længe er blevet brugt flittigt af skolens elever og udefrakommende. Efter hegnet er væk, inviterer byrummet nu besøgende i området, beboere og naboer indenfor i stedet for at fremstå som et aflukket areal, og den løsning er teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) godt tilfreds med:

- Ved at fjerne skellet mellem skolen og det offentligt tilgængelige område skaber vi mere brugbart byrum for alle. Vi har ikke meget plads at hverken give eller tage af på Vesterbro, og derfor er denne løsning et rigtig godt eksempel på, hvordan vi ved at smelte to opdelte rum sammen skaber en gevinst for alle, siger Morten Kabell.

Med sammensmeltningen af de tidligere opdelte rum har eleverne fået et større udeareal at boltre sig på, selvom skolens matrikel ikke er blevet større.

Indvielsen vil byde på brændte mandler og lidt vådt til ganen. Sct. Matthæus Kirken vil i den folkelige ånd holde åben kirke med korsang og orgelmusik. Udover musik, vådt og tørt til ganen, taler og byvandring, vil der for de hurtige være mulighed for at få en af de 25 flotte Tove Ditlevsens plakater tegnet at illustrator Katrine Clante.

Samarbejde

Sammen med Tove Ditlevsens skole har repræsentanter fra Sct. Matthæus Kirken, borgere fra de omkringliggende bebyggelser samt repræsentanter for erhvervslivet siddet i projektets arbejdsgruppe. I fællesskab med områdefornyelsen blev der således skrevet program for den samlede indsats, og i dag står et multifunktionelt og sammenhængende byrum klar til at blive indtaget af byens borgere

Besøg: https://www.facebook.com/events/1697991177086817/

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.