Bilfri søndag er nu i lokaludvalgenes hænder

25.04.2016
Grundet den manglende finansiering til en bilfri søndag lægger teknik- og miljøborgmesteren nu projektet i hænderne på lokaludvalgene

Da samtlige partier, Enhedslisten undtaget, blev enige om, hvad pengene fra overførselssagen skulle bruges på, gik man udenom forslaget om en bilfri søndag i København midt i september. Dermed er der ikke økonomi til at afholde store og små events i kommunalt regi. Den politiske beslutning står dog stadig ved magt, og derfor opfordrer teknik- og miljøborgmester Morten Kabell lokaludvalgene til at udnytte dagen, hvis de har muligheden: 

- Jeg ærgrer mig over, at vi ikke kan bakke op om de lokale tiltag, der ellers var lagt op til, når nu de andre partier har nedprioriteret initiativet. Jeg vil dog skynde mig at sige, at hvis lokaludvalgene selv kan finde økonomi til lokale aktiviteter i forbindelse med bilfri søndag, så vil det fortsat være muligt at afspærre områder i byen for biltrafik. 

- Jeg håber selvfølgelig, at lokaludvalgene har mulighed for at udnytte, at der er politisk opbakning til en bilfri søndag, selvom der desværre ikke ligeledes er økonomisk opbakning, siger Morten Kabell. Han har derfor sendt et brev til alle lokaludvalg i København med opfordringen til at gøre noget ud af dagen. I brevet understreger Morten Kabell samtidig, at han allerede nu har bedt om, at den bilfri søndag bliver en del af budgettet for 2017. 

Allerede da initiativet blev lanceret, var der stor interesse fra flere lokaludvalg. Derfor håber teknik- og miljøborgmesteren også, at københavnerne flere steder i byen vil kunne opleve en bilfri bydel.