Billige boliger på vej til Vanløse, Teglholmen og Nørrebro

13.05.2016
Teknik- og miljøudvalget her netop godkendt opførelse af 95 nye familieboliger og 135 nye ungdomsboliger i København.

Snart kan familier og unge med en ganske normal indkomst bosætte sig nær det glitrende vand ved Teglholmen, de grønne parker og uddannelsesinstitutioner ved Nørrebro eller ovenpå et splinternyt butikscenter i Vanløse. Det blev slået fast i sidste uge, hvor Teknik- og Miljøudvalget godkendte opførelsen af tre almene boligprojekter, der skal sikre i alt 95 billige familieboliger og 135 billige ungdomsboliger fordelt på Vanløse, Teglholmen og Nørrebro. En fremtidsudsigt, der glæder Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL). 

”Både familier og unge oplever i dag at få smækket døren lige i snuden, når de forsøger at komme ind på det københavnske boligmarked. Boligmarkedet har nemlig udviklet sig til en lukket fest, der kun lader de mest velhavende komme ind. Med nye almene boligprojekter kan vi imidlertid sparke døren ind for de familier og unge, der har en helt normal indkomst. Dermed sikrer vi, at København forbliver en blandet by, hvor studerende kan bo tæt på deres studie, og hvor der er plads til de skraldemænd, sygeplejersker og skolelærere, der får hjulene til at køre rundt i denne by”, siger Morten Kabell 

Rovsingsgade på Nørrebro er med sin placering tæt på byens universiteter og grønne arealer, som Lersøparken og Fælledparken, det sted, der skal byde på allerflest ungdomsboliger. Her skal DOMEA København nemlig opføre 118 almene ungdomsboliger og ca. 30 private ungdomsboliger. Dette skal både sikre tag over hovedet til nogle af de 28.000 unge, der forventes at indtage København frem mod 2025, og bidrage til en helt unik campusstemning i kvarteret. 

Vanløse og Teglholmen slår derudover dørene op for nogle af de familier, der har svært ved at finde en bolig i København. I Vanløse har bygherren fsb eksempelvis fundet plads til 30 almene familieboliger og 10 ungdomsboliger på toppen af det endnu ufærdige butikscenter ”Vanløse Galleria”, der omkranser Vanløse Torv og den tilhørende metro- og togstation. Teglholmen kan endda byde endnu flere familier velkommen, når det nye boligkvarter i Teglholm Øst står klar. Boligforeningen 3B vil nemlig opføre hele 65 almene familieboliger i størrelsen fra 65-115 m2, samt syv små billige ungdomsboliger, ved den nordvestlige del af Støberigade på Teglholmen.

Inden opførelsen af de tre boligprojekter kan påbegynde, så skal projekterne dog først videreudvikles i samarbejde med Københavns Teknik- og Miljøforvaltning.