Bløde trafikanter kommer lettere til Amager Strandpark

22.07.2016
Sommervejret gør i den grad Amager Strandpark til en attraktiv destination i disse dage. Ny teknologi skaber nu bedre flow i trafikstrømmen.

Sommervejret gør i den grad Amager Strandpark til en attraktiv destination i disse dage, og det kan give trængselsproblemer for bløde trafikanter. Ny teknologi skaber nu bedre flow i trafikstrømmen.

Med badevandstemperaturer nær de 20 grader og høj sol til følge er det med god grund, at hobevis af københavnere og turister valfarter til Amager Strandpark i disse dage. Faktisk begiver op mod 100.000 gæster sig til den populære strandpark i sommermånederne, og mange af gæsterne fra Indre By og Christianshavn hopper på cyklen eller tager metroen for at nå frem. Størstedelen rammer strandparken via Øresundsstien, som starter i krydset mellem Øresundsvej og Amager Strandvej. Det betyder også, at rigtig mange mennesker skal over gaden her, når der er grønt lys. Det kan til tider være et problem at få alle med over, men det bliver der nu taget hånd om, forklarer teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL):

- De fleste ved, at det klart bedst kan betale sig at tage cyklen eller metroen til Amager Strandpark, og det skal vi som kommune bakke op om. I krydset ved strandparken har vi installeret trafikkameraer, som kan registrere folk i fodgængerfeltet. Er der stadig folk i feltet efter de normale ni sekunders grønt, så forlænges grønttiden, så alle bløde trafikanter forhåbentlig kan nå sikkert med over. Det er en lille detalje, som forhåbentlig gør en positiv forskel for rigtig mange mennesker, siger Morten Kabell.

Udvidelsen af grøntiden kan gå fra 9 til 19 sekunder, og gennem de seneste dage har mange gæster allerede oplevet den lille forandring. Forbedringen for de bløde trafikanter giver en lille forringelse for biltrafikken på Amager Strandvej, når bilerne skal holde tilbage, men samlet set vil mobiliteten blive forøget i krydset, da de fleste skal på tværs af Amager Strandvej. En afledt effekt er desuden, at færre forventes at gå over for rødt i krydset. Derfor er det den rigtige løsning, mener Morten Kabell:

- Vi højner trafiksikkerheden for de bløde trafikanter, når vi giver dem bedre tid og dermed bedre plads til at krydse gaden. Bilisterne er jo lige så velkomne til at lade bilen blive hjemme og nyde godt af fordelene for de bløde trafikanter. Det er de færreste, for hvem det er nødvendigt at tage bilen til stranden, og nu har vi så forbedret fremkommeligheden for flertallet. Det kan jeg kun være tilfreds med, siger Morten Kabell. 

Den ny teknologi gør det også muligt automatisk at forlænge grønttiden for højresvingende bilister, da bilisterne tidligere har presset fodgængerne til at gå hurtigere gennem krydset og dermed skabt en utryg oplevelse for de bløde trafikanter.

Brugen af trafikkameraer medfører ikke overvågning af trafikanterne. Kameraerne optager nemlig ikke traditionelle videoer, som kan gemmes. Der er i stedet tale om en slags livebilleder, der er med til at styre trafikken optimalt.

Forlængelsen af grønttider sker kun uden for myldretiderne.