Farver, lys og varme i de kolde vinterbyrum

26.01.2016
Når børnene på Al Huda Skolen leger i skolegården denne vinter, bliver det med lys, lamper og mulighed for en selvlysende skattejagt.

Områdefornyelse Fuglekvarteret arbejder for at skabe aktive samlingssteder i Fuglekvarteret. Med projektet ”Vinterbyen”, der er et samarbejde mellem Områdefornyelse Fuglekvarteret, tegnestuen Platant, Sharing Cph og Områdefornyelse Ndr. Fasanvej kvarteret i Frederiksberg Kommune, er der nu sat fokus på brugen af byens rum i vinterhalvåret. Henover de næste måneder vil der være aktiviteter i kvarteret, alle sammen med udgangspunkt i Vinterbyen, og de tre midlertidige vinterbyrum i Fuglekvarteret der sammen med to byrum på Frederiksberg udgør projektet.

 

Vinterparken, -skolegården og -byhaven

I Glenteparken får de ventende ved busstoppestedet mulighed for at gøre ventetiden lidt rarere og mere underholdende. Der bliver etableret en farverig og fleksibel forlængelse af busstoppestedet, der på samme tid giver mulighed for lidt afskærmning og ro i Glenteparken. Parken har karakter af at være et transitsted, omgivet af mere eller mindre tung infrastruktur, og de lokale borgere i arbejdsgruppen bag Glenteparken har længe efterspurgt en afprøvning af afskærmning mod den meget trafikerede Ndr. Fasanvej.

 

Anderledes vil det være i Al-Huda Skolens skolegård, hvor skolebørnene skal teste forskellige former for leg, der involverer lys og bevægelse. Børnene skal ved hjælp af lyset skabe nye lege i den mørke skolegård, og vil på den måde give deres ideer til udvikling af skolegården videre.

De lokale kan næsten ikke vente

Den lokale opbakning til Vinterbyen er stor, og Vinterbyhaven ved den bemandede legeplads på Hulgårds Plads er allerede populær inden den overhovedet står færdig.
Med Vinterbyhaven har vi et sted at holde til i vinterhalvåret, og det giver os muligheden for at have en masse aktiviteter i de mørke og kolde måneder”, fortæller Maria Annel, fra Fuglekvarterets Grønne Forening, som glæder sig til at tage byhaven i brug.

Der har også  allerede været flere henvendelser fra lokale beboere der har spurgt om de kan låne VinterByhaven til eksempelvis børnefødselsdage. En række institutioner har også henvendt sig for at booke området, så det tegner til at der er et stort lokalt behov og glæde ved projektet.

 

Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell er glad for den store lokale opbakning og forudser at der vil dukke flere vinterbyrum op de kommende år. Han mener projekterne i Fuglekvarteret både kan være med til at vise potentialerne for brugen af byen i vinteråret men også viser vejen for nye måder at samarbejde på i byens rum.

”At bruge byen er ikke kun en sommerforlystelse, og derfor er det fantastisk at se områdefornyelserne, Platant og Sharing Cph vise vejen for, hvordan vi også kan gøre byen attraktiv i de mørke tider. Den massive lokale opbakning viser med al tydelighed, at borgerne vil byen, og det skal vi som kommune bakke op om på alle mulige måder”, siger Morten Kabell, der selv kommer og indvier VinterByhaven på Hulgårds Plads lørdag d. 30. januar kl. 16.00.

 

Mere info om Vinterbyen i Fuglekvarteret kan fås hos Områdefornyelse Fuglekvarteret v. projektleder Marie Grundtvig, på tlf: 2146 5299 eller mail: cg3q@tmf.kk.dk

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.