Flere holdepladser til turistbusser i Indre By

09.03.2017
I Indre By skal en række parkeringspladser reserveres til turistbusser i højsæsonen, så der skabes tryggere og sikrere forhold.

Du kender måske scenariet. En turistbus stopper pludseligt op midt på kørebanen, hvorefter det strømmer ud med lettere forvirrede turister, der spejder efter et sikkert helle. Denne situation er i hvert fald særligt karakteristisk for Indre By, hvor byens turistbusser har svært ved at finde ordentlig parkering, når deres passagerer skal af og på bussen. For at løse dette problem har Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Københavns turistbusbranche identificeret en række parkeringspladser nær Indre Bys turistattraktioner, hvor byens turistbusser fremover skal have fortrinsret til at parkere i den travle højsæson maj-september. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) er positivt stemt overfor løsningen.

”Indre Bys turistbusser skaber i dag utryghed for både turister og københavnere. Det er derfor positivt, at vi nu har fundet en løsning, hvor turistbusserne kan parkere under ordentlige forhold. Når det er sagt, så er jeg stor fortaler for, at vi fremadrettet begrænser mængden af tunge køretøjer i København. Jeg håber derfor på, at vi i samarbejde med turistbranchen kan flytte flere turister over i bl.a. havnebusserne, der giver et unikt indblik i Københavns seværdigheder uden at være til gene for det resterende byliv”, siger Morten Kabell.

Byens turistbusser får fremover bedre parkeringsmuligheder, når de skal transportere deres gæster til Christiansborg og attraktionerne omkring Kgs. Nytorv. Teknik- og Miljøforvaltningen har nemlig udpeget 14 parkeringspladser på Slotholmsgade og otte parkeringspladser på Holmens Kanal, der i højsæsonen skal reserveres til byens turistbusser. På begge strækninger er der allerede reserveret pladser til et begrænset antal turistbusser i intervallet 11-15, men med denne løsning bliver der plads til 6-7 ekstra turistbusser i højsæsonen, hvilket bør dække det behov, der er i dag. Løsningen, der træder i kræft inden den 1. juni 2017, vækker glæde hos Danske Busvognmænd:

”Det er godt set af Københavns Kommune, at man i højsæsonen kan skaffe flere pladser til de tusindvis af turister, der besøger København med turistbus. Vores gæster får en langt bedre oplevelse af Københavns seværdigheder og muligheder for shopping, når trafikken glider. Så kan de komme ud på gaden og opleve byen, i stedet for at sidde i kø indenfor i bussen.”, siger sektorchef Lasse Repsholt hos Danske Busvognmænd.