København klar til opgør med ubetalte p-bøder

13.04.2016
Bilister i København får sværere ved at løbe fra deres parkeringsbøder

Et flertal i Københavns Teknik- og Miljøudvalg er enige om at efterlyse en lovændring, så bilister får sværere ved at løbe fra deres parkeringsbøder.

Mandag blev et flertal i Københavns Kommunes Teknik – og Miljøudvalg enige om, at der skal hårdere metoder til for at sikre, at alle bilister fremover betaler deres parkeringsafgifter. Derfor har udvalget besluttet, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal rette henvendelse til transportministeren med henblik på at få ændret lovgivningen, så kommunen fremover kan få lov til enten at anvende hjullåse eller helt at fjerne ulovligt parkerede biler, hvor ejeren har flere forfaldne ubetalte parkeringsafgifter til kommunen, eller hvor en ulovlig parkering kan blokere redningsveje.

”Alt for mange bilister slipper i dag af sted med at parkere ulovligt i de københavnske gader, fordi bilisterne slipper af sted med at ignorere deres parkeringsbøder. Samtidig oplever vi flere steder, at ulovlige parkeringer kan blokere for eksempelvis redningsveje. Derfor er der brug for at kommunen får mere effektive redskaber i kampen mod de mange ulovlige parkeringer,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

København mangler for perioden 2011-2015 betaling for omkring 171.385 bøder, hvilket svarer til omkring 84 millioner kroner.

For yderligere kommentarer kontakt pressechef Morten Rixen på tlf. 51 68 06 19