København vil kortlægge manglen på cykelparkering

03.02.2017
Teknik- og Miljøforvaltningen går nu i gang med at kortlægge behovet for cykelparkering helt ned på enkelte husnumre.

De fleste cyklister kender til udfordringen med at finde en ledig plads, når den tohjulede skal parkeres.  Og det er ikke så mærkeligt, for mens københavnerne anslået ejer 678.000 cykler, er der til sammenligning kun knap 74.000 offentlige cykelparkeringspladser i København.

Manglen på cykelparkering er ofte meget lokal, for mens der eksempelvis kan hobe sig cykler op i en gade, der støder direkte op til en travl plads, kan der ofte være ledige stativer at finde i nabogaden. Derfor går Teknik- og Miljøforvaltningen nu i gang med systematisk at registrere, hvordan kapaciteten stemmer overens med behovet helt lokalt.

”En af de helt store kvaliteter ved at cykle i en storby som København er, at det er let at komme rundt, men også at man kan nemt kan parkere sin cykel, hvis man skal ind og handle eller hente børn. Derfor er det helt afgørende, at vi får sikret gode cykelparkeringsforhold i byen, så cyklerne ikke ender med at hobe sig op i byrummet til gene får de gående og butiksejerne, eller københavnerne i yderste konsekvens begynder at vælge cyklen fra,” siger teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL).

Når medarbejderne fra Teknik- og Miljøforvaltningen sætter gang i det store tællearbejde, er det helt ned på det enkelte husnummer registreringen kommer til at foregå. Medarbejderne vil registrere, hvor mange cykelparkeringspladser, der er til rådighed, hvor mange cykler der er parkeret i stativerne, og hvor mange cykler der er parkeret uden for stativerne.

I første ombæring registrerer Teknik- og Miljøforvaltningen kapaciteten på samtlige gader i Indre By, da det er her, at der er størst mangel på cykelparkering. Når de første data er blevet analyseret, vil Teknik- og Miljøforvaltningen rykke videre til byens øvrige bydele prioriteret efter, hvor der overordnet set er størst tryk på cykelparkeringen.

Derudover vil københavnerne i løbet af foråret blive inviteret til på et digitalt kort at komme med input til, hvor de oplever, at der mangler cykelparkering i byen.

De systematiske optællinger skal sammen med københavnernes input give et kvalificeret overblik over, hvor der er størst behov for at forbedre cykelparkeringsforholdene i København samt et overordnet bud på, hvilke indsatser der er behov for de kommende otte år, hvis målet om 70 pct. tilfredshed med cykelparkering skal nås i 2025