København vil skærpe miljøkravene til tunge køretøjer

02.12.2016
Københavns Kommune har netop vedtaget en række tiltag, der skal mindske forureningen fra tunge køretøjer

 

Busser, lastbiler og varevogne vejer tungt på vægtskålen, når det gælder den samlet luftforurening i København, der årligt er skyld i omkring 500 for tidlige dødsfald. Københavns Teknik- og Miljøudvalg har derfor vedtaget en række tiltag, der skal mindske de miljømæssige problemer forbundet med tunge køretøjer. Udvalget har bl.a. besluttet, at kommunen til hver en tid skal overholde EU’s højeste miljøstandard (i dag Euro 6-normen), når der købes nye tunge køretøjer. Det glæder teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

”Tunge køretøjer er blandt de helt store syndere, når det gælder luftforureningen i København. Det glæder mig derfor, at København nu viser vejen, når det gælder den nødvendige omstilling af tunge køretøjer, der kan sikre et renere miljø i København,” siger Morten Kabell.

Når man ændrer kravene til tunge køretøjer i København, så er den miljømæssige effekt tydelig. Omstillingen fra Euro 4-normen til den nyere Euro 6-norm reducerer nemlig mængden af skadelige partikler og kvælstofsfiltre med henholdsvis 65 % og 89 % pr. køretøj. København vil imidlertid også arbejde for at indkøbe tunge køretøjer, der slet ikke forurener. Teknik- og miljøudvalget har nemlig også besluttet, at København skal arbejde hen imod en aftale med andre byer i Norden og Nordeuropa for at sikre fællesindkøb af tunge køretøjer på alternative drivmidler. Det skal være med til at skabe et større marked og presse priserne ned på lastbiler, der ikke bidrager til luftforureningen og samtidig nedbringer udledningen af CO2.

”Hvis København er den eneste by, der sætter høje miljøkrav til leverandører af kørselsopgaver, så er vores forhandlingsstyrke ikke særlig stor. Hvis vi derimod går sammen med en række europæiske byer om nogle fælles krav, så kan vi presse selv de mindst ambitiøse producenter til at indrette deres køretøjer mere miljøvenligt” siger Morten Kabell.

Sideløbende arbejder København sammen med en række storbyer som London, Amsterdam, Wien og Berlin om at få EU til at stille større sikkerhedskrav til lastbilkørsel, hvilket skal hjælpe med at nedbringe antallet af ulykker med cyklister og fodgængere. Byerne drøfter imidlertid også om man allerede nu kan presse på udviklingen ved at stille fælles krav til indretningen af førerhusene på lastbiler ved indkøb af nye lastbiler og ved udbud af kørselsopgaver. Ifølge en helt ny undersøgelse fra Havarikommissionen har indretningen af lastbiler nemlig stor betydning for trafikulykker. Undersøgelsen påpeger i denne sammenhæng, at sænkede førerhuse og større vinduespartier har en stor betydning for chaufførernes mulighed for at orientere sig og dermed undgå eksempelvis højresvingsulykker. Kommissionen opfordrede derfor også købere af transportopgaver til at stille større krav til trafiksikkerheden ved kørselsopgaver, hvilket København nu forsøger at efterleve.

I 2016 har store lastbiler været involveret i 4 dødsulykker i Københavns Kommune.