Københavnerne kan se frem til lavere hastigheder på vejene

09.03.2017
Morten Kabell vil hurtigst muligt udnytte, at byerne kan se frem til at få lov til at sænke hastighedsgrænsen.

Det skal være lettere at etablere hastighedszoner, lyder det fra transportminister Ole Birk Olesen (LA), og det vil teknik- og miljøborgmester i København Morten Kabell (EL) hurtigst muligt drage nytte af. Det skaber nemlig væsentligt færre trafikuheld, viser erfaringen.

Fart dræber. Det har Rådet for Sikker Trafik for længst slået fast, og derfor har man i København også i mange år ønsket at kunne sænke hastighedsgrænserne i lokalgader for at skabe bedre trafiksikkerhed. Politiet har dog siden 2009 afvist ansøgninger om nye hastighedszoner, men nu har transportminister Ole Birk Olesen (LA) fået øjnene op for de gode erfaringer og vil derfor gøre det lettere at indføre hastighedszoner i byerne. Og den melding bliver modtaget positivt på Københavns Rådhus:

- Jeg er vældigt begejstret over udsigten til at kunne sænke hastigheden på vejene i København. På rådhuset er partierne netop blevet enige om at arbejde for en vision om, at ingen må komme alvorligt til skade i trafikken, endsige blive dræbt i trafikken i København, og her kommer hastighedszonerne til at spille en afgørende rolle. Det træk skal regeringen bestemt af ros for, for det er et konkret værktøj, der vil have en afgørende effekt for særligt de bløde trafikanter, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell(EL).

Københavns Kommune har tidligere etableret hastighedszoner flere steder i byen. Erfaringen viser, at antallet af trafikuheld med personskade på fodgængere og cyklister falder med helt op til 89 procent, når fartgrænsen sænkes til 40 km/t. Derfor tager Morten Kabell også imod regeringens forslag med kyshånd:

- Det her kommer til at betyde alverdens for trafikken i København. Vi ved, at folk fx vælger cyklen fra, fordi de føler sig utrygge i trafikken, og det kan en nedsat hastighed blandt bilerne være med til at afhjælpe. Jeg er sikker på, at forældre og børn vil føle sig langt mere trygge på beboelsesveje, hvis vi får sat hastigheden markant ned, og det er selvfølgelig den vej, vi skal gå, siger Morten Kabell.

København har i forvejen hastighedszoner med 40 km/t hastighedsgrænse i blandt andet Bispebjerg, på Østerbro, i Indre By, på Amager, i Valby og i Kongens Enghave. Herudover er der tidligere ansøgt om hastighedszoner på Vesterbro, Nørrebro og i et andet område af Amager. Desuden har kommunen planlagt hastighedszoner i det meste af København, planer som dog indtil nu har måttet blive i skuffen. Med den nye udmelding fra Christiansborg forventer Morten Kabell dog, at mange af de planlagte zoner snart kan blive til virkelighed.