Nemmere at parkere ladcyklen i København

03.01.2017
Københavns Kommune tredobler parkeringspladser til byens ladcykler.

Mindst 20.000 københavnere vælger den praktiske ladcykel, når de skal rundt i byen med de mindste børn, eller der skal købes stort ind. Derfor har Københavns Kommune testet en helt ny type parkering på Østerbro, der er dedikeret til de mere pladskrævende ladcykler.

Ladcyklisterne har taget godt imod stativet, som er designet specifikt til København, og hvor to cyklister kan låse deres cykler på én gang. De første teststativer har nu fået fast adresse på Østerbro, og inden årets udgang vil de blive suppleret med yderligere 10 stativer fordelt over bydelen. Derudover vil der fra januar blive spredt yderligere 12 stativer i byen, hvor behovet er størst, og på sigt er det planen, at der skal etableres flere P-pladser til ladcykler i byen. Interviews med byens ladcyklister viser, at der er størst behov for stativer, når man skal parkere i længere tid og gerne vil have mulighed for at låse sin cykel fast, så den ikke bliver stjålet.

”Jeg er glad for, at vi har fået taget hul på arbejdet med at sikre ordentlige parkeringsforhold til byens ladcyklister. Hver tredje ladcykelejer fortæller, at den praktiske ladcykel erstatter en bil, og derfor er det også vigtigt, at vi får etableret gode parkeringsmuligheder, hvor man sikkert kan låse sin ladcykel fast. Københavnerne har påpeget, at der er størst behov for stativer, når man skal parkere i længere tid, så vi kommer fremadrettet til at fokusere indsatsen med stativer omkring stationer og i beboelsesområder,” siger teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL).

Sideløbende med at etablere flere nye stativer vil Københavns Kommune i den kommende tid teste forskellige former for stativløs parkering i områder, hvor københavnerne typisk parkerer i kortere tid, og derfor har mindre brug for at låse cyklen fast. Blandt andet er der netop etableret stativløs cykelparkering på den travle handelsgade Værnedamsvej, hvor et cykelsymbol markerer, at pladsen er forbeholdt cykler, ligesom Københavns Kommune har igangsat forsøg med stativløs cykelparkering langs med grønningen på Sdr. Boulevard uden for Absalons Kulturhus og ved arkaden på Frederiksborggade mellem Nørreport og Torvehallerne.

Derudover begynder flere private indkøbscentre og supermarkeder også at sikre parkering til byens ladcyklister. Eksempelvis har Fisketorvet etableret seks pladser dedikeret til ladcykler, ligesom Lidl som en del af deres nye cykelparkeringsområder har etableret to parkeringspladser forbeholdt ladcykler ved hver af deres 20 butikker i Storkøbenhavn.