Nu åbner Nordhavns nye nærgenbrugsstation

07.08.2017
Beboerne i Århusgadekvarteret og Nordhavn får snart mulighed for at sende gamle batterier og posen med aftjent elektronik til genanvendelse.

Den nye nærgenbrugsstation åbner i et 400 kvadratmeter stort lokale i stueetagen i parkeringshuset i Helsinkigade 26, hvor der er let adgang fra hele lokalområdet. Stationens vægge bliver beklædt med genbrugsmaterialer, som viser beboerne, hvor de kan aflevere de almindelige former for affald som pap, plast, glas og metal. Det vil også være muligt at aflevere større ting som fx det gamle gulvtæppe eller køleskab.  

”Genanvendelse er afgørende for vores fremtid, og Nordhavns nye nærgenbrugsstation er endnu et skridt på vejen mod at gøre København CO2-neutral frem mod 2025.  Det er glædeligt, at beboerne nu får endnu lettere ved at sortere deres affald og en mulighed for at bytte deres aflagte sager mellem sig, da det både er med til at forlænge produkternes levetid og skåne miljøet.  Vores ressourcer er begrænsede, og derfor er genanvendelse, både i det store og i det små, et nøgleord for fremtiden”, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Nærgenbrugsstationen bliver indrettet med en såkaldt byttehylde, som gør det muligt at glæde naboerne med det gamle kaffestel eller lampen, man selv er blevet træt af, men som stadig er for god til at smide ud. Den store cirkelformede byttehylde bliver placeret centralt i lokalet og fungerer ganske enkelt ved, at man stiller de ting, som andre stadig kan få glæde af, mens man tager det, man selv kan bruge fra reolen. I midten af cirklen indretter forvaltningen et siddeareal, hvor det er muligt at kigge på tingene, inden man tager dem med hjem.

Nærgenbrugsstationen vil være bemandet med personale, der kan hjælpe og svare på spørgsmål vedrørende affald og genanvendelse på onsdage og fredage fra kl. 12.00 til 18.00 samt på søndage fra kl. 10.00 til 16.00. Det vil dog være muligt at aflevere sit genanvendelige affald alle ugens dage, døgnet rundt.

Vær med til at indvie nærgenbrugsstationen

Teknik- og Miljøforvaltningen indvier nærgenbrugsstationen med et åbningsarrangement den 18. august fra kl. 14.30 til 17.00, hvor der vil være forskellige aktiviteter, konkurrencer, musik og forfriskninger fra lokale forretninger til både voksne og børn.

Nærgenbrugsstationen indvies officielt af teknik- og miljøborgmester Morten Kabell kl. 15.00.

Alle er velkomne til arrangementet.