Ny plads i Guldbergsgade

12.04.2017
Pladsen bliver et lille grønt åndehul midt på Nørrebro og en ny adgangsvej til De Gamles Bys grønne områder.

Bypladsen giver nye opholdsmuligheder og skaber endnu bedre vilkår for det lokale byliv i smørhullet mellem Mosaisk Kirkegård, Empire Bio og De Gamles By. Designet af pladsen er sket i tæt samarbejde med lokale beboere og institutioner, så de forskellige brugeres behov er imødekommet bedst muligt.

”På Nørrebro er manglen efter gode grønne områder større end noget andet sted i København. Derfor er jeg glad for, at vi nu har skabt et lille grønt åndehul ved at åbne området ind til De Gamles By. Pladsen er blevet til i god dialog med områdets beboere, hvor der var stort fokus på at bevare så mange træer som muligt,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Daginstitutionen Guldsmeden har fået en ny stor legeplads, da en del af den gamle legeplads lå der, hvor bypladsen nu ligger. Guldsmeden har fået sin egen udgang til bypladsen, så den bl.a. kan bruges som mødested for ture med børnehaven.

I forlængelse af den nye byplads har nærgenbrugsstationen i Møllegade fået foretaget en hovedrenovering og bygget en ny byttecentral. Nærgenbrugsstationen åbner den 25. april, hvor man igen kan aflevere sine brugte effekter og affald til genbrug. I den forbindelse inviterer Københavns Kommune til en lille fejring af både den nye byplads og nærgenbrugsstationen den 2. maj fra kl. 15-17.

Den nye byplads er en del af helhedsplanen for De Gamles By. Intentionen med Helhedsplanen er, at De Gamles By skal åbnes op til resten af byen og blive en del af Nørrebros hverdagsliv, så områdets grønne arealer bliver mere tilgængelige for bydelens beboere og brugere.