Ny regnbue på himlen i hjertet af København

08.05.2017
Søndag den 7. maj stryger regnbueflaget for første gang til tops på Regnbuepladsen i det centrale København.

Copenhagen Pride har af Københavns Kommune fået tilladelse til at opstille en flagstang og permanent flage med regnbueflaget på Regnbuepladsen, der ligger klos op ad rådhuset i det centrale København. Pladsen fik for 3 år siden sit navn for netop at markere, at København er en mangfoldig by, der i mange år har været central i kampen for LGBT+ -miljøets rettigheder. Og nu fuldendes symbolikken altså med et regnbueflag. Flaghejsningen bliver foretaget af teknik- og miljøborgmester Morten Kabell og Las Henriksen, der er forperson for Copenhagen Pride.

”Danmark har i mange år gået forrest i kampen for LGBT-personers rettigheder, og det første registrerede partnerskab i verden mellem to mænd blev indgået på Københavns Rådhus. Men vi er endnu ikke i mål med kampen for lige rettigheder, hverken i Danmark eller internationalt. Derfor er det vigtigt, at vi fortsat holder LGBT-fanen højt. Regnbueflaget skal derfor både markere vores historiske sejre, men samtidig minde os om at der fortsat er kampe, der skal kæmpes,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Copenhagen Pride har skaffet de 30.000 kr., som den nye flagstang har kostet, ved en indsamling. Pengene kom i hus på under et døgn.

”Det er med stor glæde, vi får rejst en flagstang i København, hvorfra regnbueflaget til stadighed vil vaje, og minde om hvilke udfordringer, LGBT+ personer står med både i Danmark og i verden. I en tid, hvor vi ser koncentrationslejre for homoseksuelle i Tjetjenien og at almindelige borgerrettigheder for og beskyttelse af LGBT+ personer i verden er under tiltagende pres, er det vigtigt med denne daglige påmindelse om betydningen af fællesskab og åbenhed. Flaget skal også minde os om hvor stærke vi er, når vi står sammen – og hastigheden med hvilken det lykkedes at rejse pengene, da kommunens tilladelse omsider kom, viser endnu engang, at LGBT+ bevægelsen er levende og stærk. Vi er stolte af og glade for at Københavns Kommune, med tilladelsen til flagstangen, igen viser, at ”København skal være en god by at bo i for alle borgere – og det vil vi gerne skilte med”, siger Copenhagen Prides forperson, Lars Henriksen

Arrangementet på Regnbuepladsen finder sted søndag den 7. maj kl. 15, hvor der vil være taler fra Lars Henriksen og Morten Kabell. Flaget vil stryge til tops kl. 15.30, og efterfølgende vil Copenhagen Pride være vært for et glas bobler.