Nyt cyklende marked med kvalitetsråvarer på 6 centrale københavnske pladser

12.04.2017
Det skal være let for byboerne at købe fødevarer, der ikke kun er sunde, friske og økologiske, men også produceret lokalt.

Det bæredygtige initiativ er en del af Københavns Kommunes ambitiøse mål om at sikre gode rammer for grøn omstilling og et levende byliv, hvilket harmonerer godt med visionen bag Dit Lokalmarked. Derfor kan byboer på Vesterbro, Nørrebro, Østerbro, Sydhavn og Amager fremover glæde sig til at kunne købe frisk frugt, grønt, kød, fisk og brød direkte fra letgenkendelige blå og hvide specialbyggede cykler på henholdsvis Litauens Plads på Vesterbro, Jesper Brochmanns Gade og Jægersborgsgade på Nørrebro, Den Franske Plads i Fælledparken, Den Røde Plads i Sydhavn og på Amager Fælled Skole.

- Dit Lokalmarked er et spændende tiltag, som kan tilbyde gode og lokalt producerede råvarer til københavnerne. Samtidig kan den ugentlige markedsplads være et samlingspunkt for naboer i områderne og dermed en grobund for et spirende byliv og en mulighed for at mødes på tværs af boligblokke.  København er verdenskendt for vores byliv, og det kan Dit Lokalmarked være med til at styrke i områder, som har plads til det, lyder det fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Markedet består af 5 nye, specialdesignede cykler, der er bygget til at overholde de strengeste hygiejne- og fødevarestandarder. Hver dag kører de tungt lastet fra centralen i Kødbyen og ud til en af de 6 københavnske pladser, hvor åbningstiderne typisk er fra 15 til 20. For at sikre den bedst mulige oplevelse for markedsgæsten tilbyder Dit Lokalmarked et medlemskab, der bl.a. giver faste rabatter til markedet samt muligheden for at tilmelde sig specielle arrangementer før tid.

A– Vi er omgivet af saltvand, formet af landbrugskultur gennem århundreder. Og vi lever i verdens bedste cykelby. Jeg ved godt, det er ambitiøst at udfordre noget så indgroet som indkøbsvaner, men hvis ikke københavnerne skal have friske råvarer leveret på cykel, hvem skal så, spørger Christian Astorp, der er iværksætteren bag både det nye initiativ og den etablerede aktør på Københavns gastroscene, Kødbyens Mad & Marked, som 1. april 2017 påbegyndte sin tredje sæson på Flæsketorvet i Kødbyen.

For Christian Astorp har drømmen om at sælge friske råvarer eksisteret siden Kødbyens Mad & Marked åbnede i 2015 og med etableringen af Dit Lokalmarked bliver ønsket om at bringe lokalt sourcet økologiske og biodynamiske råvarer til københavnerne endelig virkeliggjort. Grønne, lokale og sæsonbestemte råvarer hver uge.

Dit Lokalmarked er frugten af et langvarigt og grundigt samarbejde mellem Kødbyens Mad & Marked, Københavns Kommune og flere andre aktører, bl.a. Sjællandske råvareproducenter, som alle ønsker at styrke Københavns profil som en grøn og levende by.