Snart kan københavnerne genanvende blødt plast

10.03.2017
10. marts indvier København et testanlæg til sortering af plast. Og fra den 1. maj kan københavnerne aflevere blødt plast til genanvendelse.

Plast bliver lavet af olie, og derfor giver det stor udledning af CO2, når plast går op i røg på et affaldsforbrændingsanlæg. Derfor fylder genanvendelsen af plast meget i Københavns Kommunes plan for at blive verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025. Fredag indvier København derfor et testanlæg, der skal give kommunen og private virksomheder mere viden om affaldssortering, så man fremover kan genanvende endnu mere af den indsamlede plast. Anlægget ligger på Kraftværksvej på Amager.

”Vi skal blive langt bedre til at genanvende naturens begrænsede ressourcer. Københavnerne er allerede rigtig gode til at sortere deres plastaffald, og fremover bliver det endnu nemmere, da vi ikke længere behøver at skelne mellem blød og hård plast. Det betyder, at vi kan genanvende endnu mere plast og dermed udlede meget mindre CO2,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

De første københavnere fik muligheden for at udsortere hård plast til genanvendelse i 2013. Det første år havnede 263 tons plast i containerne. Det tal steg sidste år til 1285 tons. Alene fra 2015 til 2016 steg genanvendelsen af plast med 33 pct. Og allerede fra 1. maj kan kommunen invitere københavnerne til at også at genanvende deres bløde plast.

Det nye sorteringsanlæg på Amager er et testanlæg, der skal give kommunen mere viden om mulighederne for at opnå en bedre kvalitet i genanvendelsen af plast ved hjælp af en bedre sortering. Den nye viden skal også bruges til at sikre bedre information til borgerne om plastsortering og skabe dialog med vareproducenterne og detailhandel om deres valg af emballage. De private virksomheder, der arbejder med genanvendelse af plast, ser derfor også et stort potentiale i outputtet fra testanlægget. Med åbningen af testanlægget inviterer kommunen til samarbejde med plastproducerende virksomheder, der ønsker at arbejde med genanvendt plast.

”Letbæk Plast A/S glæder sig over tiltag som fremmer genanvendelsen af plast – og det nye anlæg har stort potentiale i at belyse, og dermed hjælpe til med at finde løsninger på, de udfordringer plast fra husholdninger giver i dag. Københavns Kommune kan gøre en forskel i dialogen med borgerne samt påvirke rammerne for genanvendelse af plast specielt fra husholdningen, således yderligere arbejdspladser og cirkulær økonomi kan skabes, siger Michael Bayer Thomsen, CEO, Letbæk Plast A/S.

Erfaringerne fra testanlægget skal bruges i det igangværende fælleskommunale udbud af plast til behandling på et privatejet anlæg, som Københavns Kommune har lagt sig i spidsen for i samarbejde med den grønne klyngeorganisationen CLEAN. Det sker i samarbejde med 39 andre kommuner fra hele landet. Udbuddet sigter på at gøre genanvendelsen af plast til en attraktiv forretning for danske virksomheder.

Københavns Kommune har et mål om at øge genanvendelsen af husholdningsaffaldet til 45 pct. i 2018. I 2016 lå genanvendelsen på 36 pct. I løbet af 2017 bliver det muligt for alle københavnere at genanvende bioaffaldet, der består af kaffegrums, kartoffelskræller og madrester.