Stærkt campusmiljø skal spire frem i Sydhavn

23.11.2016
København har netop godkendt projektforslag, der muliggør opførelsen af op mod 300 ungdomsboliger placeret tæt på havn, studie og stationer

Klods op af Aalborg Universitet og det glitrende vand i Teglværkshavnen ligger et øde område, der skal forvandles til et attraktivt campusmiljø med op mod 300 ungdomsboliger, 2000 m2 erhverv og frodige grønne pladser. Det er i hvert fald visionen med det projektforslag, som Københavns Teknik- og Miljøudvalg netop har godkendt. Og udsigten til nye ungdomsboliger et stenkast væk fra universitetsfakulteter, Sydhavn St. og den kommende Sydhavn Metro, glæder teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).  

”Opførelsen af nye ungdomsboliger er altafgørende, hvis unge skal have mulighed for at studere i København uanset deres økonomiske baggrund. Ungdomsboligerne er samtidig en gave til det nye Sydhavn, hvor et styrket campusmiljø kan være med til at skabe endnu mere liv og udvikling” siger Morten Kabell. 

Ungdomsboligerne er ikke det eneste, der skal skabe liv i kvarteret. Området får også sin egen kvarterplads, der skal indrettes med træer og gode muligheder for ophold, mens den nærliggende grønne kile anlægges med bl.a. frugttræer, nyttehaver, grillpladser og spilområder. Derudover skal der i stueetagen på udvalgte steder etableres publikumsorienterede funktioner, som cafeer og gallerier, der kan bidrage til et attraktivt og levende miljø. 

Selve ungdomsboligerne bliver en kombination af 108 almene ungdomsboliger og op mod 200 private ungdomsboliger. I modsætning til de almene ungdomsboliger, så er det lovligt at tjene på udlejning af private ungdomsboliger. København forsøger derfor at holde priserne nede ved at sænke visse byggekrav, når der bygges ungdomsboliger. F.eks. stiller kommunen færre krav til antallet af parkeringspladser, da det ofte får byggeomkostningerne til at stige til vejrs.